Kosttilskud til min træning

Jeg har valgt at supplere min træning med kosttilskud. Bevares, det er bestemt ikke noget man behøver, men for mig giver det bare rigtig god mening.
Det er sådan, at de dage hvor jeg træner så hårdt, at lungerne nærmest hænger ud af halsen på mig, der har jeg bare ikke noget appetit efter træning. Men jeg har brug for noget for ikke at gå helt kold og ikke mindst for at få nogle proteiner i kroppen.
Så jeg laver proteinshakes efter mine løbeture, og jaja, man kan da godt være helt vildt overskudsagtig og lave sine egne shakes med æg, frugt og grøntsager, men man kan også, som jeg, vælge den nemme løsning med proteinpulver. Og glem i øvrigt alle fordomme om at det smager grimt. Det gør det ikke. Det er faktisk temmelig lækkert.

Jeg har efterhånden prøvet flere forskellige mærker af, og du skal vælge det, du allerbedst kan lide. Personligt er jeg ret stor fan af produkterne fra Bodylab. Her ved jeg, at jeg får lækre produkter i høj kvalitet – og der er altid masser af forskellige smagsvarianter at vælge imellem. Hvad siger du f.eks. til “Strawberry White Chocolate”? Det lyder helt vildt syndigt ikke?

Jeg må dog også indrømme, at jeg bruger de her kosttilskud i en travl hverdag, hvor jeg bare har brug for noget lækkert og sundere undervejs. Jeg bruger f.eks. de skønne Crispies på min skyr om morgenen, og når familien skal have fredagsslik, kan jeg skære en proteinbar ud og spise som mit fredagsslik. Og jeg lover dig: mit “slik” er mindst ligeså spændende som det resten af familien får, og ofte kan jeg ikke have det for mig selv.

Man kan mene om kosttilskud hvad man vil, men for mig er det bare det, der virker i en travl hverdag med familie, job og træning. Det gør det bare så meget nemmere for mig at holde min krop i gang og spise noget lækkert, samtidig med at jeg holder mig sund. For mig er det win win.

Er du blevet fristet til at se nærmere på alle mine ynglingsprodukter, så klik ind HER (reklamelink)

Udgivet i Livsstil, Motion, Sundhed Etiket: , , , , , , , ,

Når man bliver tvunget til en pause

Photo by Kate Stone Matheson on Unsplash

Jeg har ikke været ude at løbe i 6 dage!
Det skriger i hele min krop, ikke mindst af tanker om hvor meget jeg risikerer at blive sat tilbage fordi jeg ikke vedligeholder mit løb. Det fylder enormt meget.

Grunden til at jeg er tvunget til denne pause er, at jeg har fået influenza. Lorteinfluenza! Min krop gør ondt, jeg har svært ved at trække vejret og jeg er bare dødtræt.
Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg bare skal slappe af, og at det er okay at ligge og samle kræfter, men den dårlige samvittighed hver gang jeg kigger på mine løbesko, overskygger bare det hele.
De første dage tog jeg endda mit Garmin-ur af. Jeg kunne ikke holde ud at blive mindet om, at jeg langtfra nåede dagens skridt, og generelt bevægede mig alt for lidt.

Når jeg tænker rationelt, kan jeg godt se at det er helt skørt.

Dette her er et eksempel på, hvor meget løb har ændret mit liv – også mentalt. Det fylder ubevidst virkelig virkelig meget i mit hoved og i min hverdag. Måske lidt for meget.

Det er jo faktisk okay at være syg og holde en pause fra det hele Det er okay, at min krop lige nu ikke kan yde i nærheden af, hvad den plejer. Det er okay! – Prøver jeg at sige til mig selv.
Hvis jeg havde en veninde der lå syg og tudede over at hun ikke kunne komme ud og træne, så ville jeg grine af hende og sige “slap nu af og koncentrer dig om at blive rask”. Men vi ved jo alle sammen godt, hvor nemt det er at være klog på vegne af alle andre…

Nåh, men nu ligger jeg altså her. Tvunget til en pause. Og tænker tanker og evaluerer.

2019 er startet rigtig godt. Jeg satte et mål om at tabe 10 kg og løbe 20 km i ugen. Det startede forrygende både med vægten og kilometerne. Så fik jeg ondt i mine skinneben og måtte skrue lidt ned for kilometer-forventningerne. Jeg løber så meget jeg kan, og de uger jeg ikke når 20 km pisker jeg ikke mig selv. Til gengæld er jeg fuld af ekstra ros når jeg så når over 20 km andre uger.
Vores LCHF-kost er for lækker. Og det virker! Jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal nå de 10 kg. Stille og roligt.

Nye tiltag der er på vej:
Jeg har de sidste 4 måneder trænet i motionscenter, fordi jeg simpelthen syntes, at det var for koldt og for mørkt at løbe udenfor. Nu er det dog begyndt at være lysere, og jeg savner helt vildt meget at mærke den friske luft i ansigtet, så jeg har valgt at opsige mit medlemskab i motionscenteret. Åh jeg glæder mig til at komme ud på vejene og i skoven igen.
Photo by Ramiz Dedaković on Unsplash
Hele familien er blevet tilmeldt Royal Run til Juni. Vi skal over og løbe sammen på Frederiksberg. Jeg må indrømme, at det er det af årets løb, jeg glæder mig allermest til at deltage i. Fordi det er noget vi gør som familie. Det glæder mig enormt, at min mand og mine børn også kan se fornøjelsen i et hyggeligt løbefællesskab. Jeg krydser fingre for, at de bliver så glade for det, at det måske er noget vi kan gøre endnu mere sammen. Men nu må vi se.
Jeg har i hvert fald ret gode fornemmelser for målene i 2019, så følg med her og se hvordan jeg når dem – og du er selvfølgelig velkommen til selv at være med undervejs eller stille spørgsmål hvis der er noget du er i tvivl om.

Nu må jeg hellere kravle under dynen igen…

Udgivet i Ikke kategoriseret

Julefrokoster og træning

Julefrokoster og træning. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der kan få disse 2 ting til at gå op i en helt perfekt højere enhed – men ikke mig.

Det er sådan her: Jeg er et helt almindeligt menneske som er kommet til at elske min løbetræning og mit forbedrede liv, men jeg er bare ikke “hellig” omkring det, og min december måned er først og fremmest en måned der står i hyggens og familiens tegn. Med alt hvad det indebærer.

Julefrokoster
Et kig i min kalender viser at denne juletid indeholder 7 planlagte julefrokoster. Og jeg har taget et aktivt valg om at deltage i dem allesammen. Og at spise den mad der bliver serveret og drikke de snapse og drinks der hører til. Også selvom jeg ved, at det smadrer min forbrænding, og øger min lyst til fastfood og chips dagen derpå.
Men det er nu engang sådan, at en af de ting jeg også elsker er en god fest, skønne mennesker og masser af musik.

Jeg giver dog ikke mere slip på min nye stil, end at jeg stadig er nødt til at have mit Garmin-ur på armen selvom det ser lidt voldsomt ud til julefrokostkjolen. Men jeg er bare nødt til at se, hvor mange skridt jeg når op på, og hvor høj min puls kan blive ude på dansegulvet. Og jeg bilder mig ind, at det også er en god påmindelse til mig selv når jeg står ved buffeten: Jeg har jo uret på af en grund, så måske behøver jeg ikke ligefrem sjaske fiskefileten ind i remoulade, det er okay at fravælge flødesaucen til mørbraden, og 1 skefuld risalamande kan faktisk godt dække et behov for noget sød dessert.
Det lyder jo faktisk fornuftigt nok, så hvor er det det går galt?

Alkoholen
Jeg er tosset med drinks. Giv mig dem i blå, røde, gule, grønne – jeg er ligeglad, bare de er søde og syndige. Og nåh ja, nu vi er igang, så skal jeg da også have en snaps til at skylle silden ned med – eller giv mig 2, så er der også til rejerne – og fiskefileten skal da også have selskab… Snaps er farlige, og jeg kan ikke finde ud af det der med at “bide dem over”. Haps haps, nu skal jeg ha’ snaps.
Og så – når alt madhalløjet er overstået, så trækker dansegulvet. Og alt efter hvor mange drinks jeg har nået at få, så er jeg altså bare en DANCING QUEEN. Og jeg mærker da også lige efter, at der trods alt er blevet bygget lidt mere muskelmasse i benene end sidste år, så jeg giver den lige en tand ekstra.
Sådan en aften kan jeg stort set klare hele verden.

Et drinkstårn som det præsenterer sig allerbedst – og lokker allermest

Tilbage til virkeligheden
Næste morgen er det så at man vågner op med et tungt hoved, ømme ben, hævede fødder og en kæmpe craving efter masser af usunde saltede sager.
Men samtidig rammer fornuften og der er trods alt et løbeprogram og en aftale med mig selv der skal overholdes.
På med skoene og afsted det går.
Og her er det så at virkeligheden for alvor rammer. Det er, når jeg søndag morgen kæmper mig afsted, at jeg virkelig mærker kombinationen af julefrokost og træning.
Efter bare 2 kilometer driver sveden af mig, som prøver min krop at svede al alkoholen ud gennem hver eneste pore, og mine ben føles som gele der nægter at samarbejde. Det duer ganske enkelt ikke.
Hele den kommende uge kæmper jeg mig op igen, det går bedre, men ikke fantastisk. Og så venter den næste julefrokost.

De tørre facts
Men hvad er det egentlig der sker i kroppen til sådan en julefrokost med mad jeg godt kan vælge med omhu, men drinks der bare lokker alt for meget?
Først og fremmest skal du vide at 1 gram (1!) alkohol indeholder ca. 7 kalorier. Og når du hælder disse kalorier i din krop, så er det dem din krop vælger at forbrænde, fremfor de kulhydrater du måske ellers gerne ville have været af med.
Dernæst medvirker alkoholen til at vi sover dårligere – og det er jo lige præcis under søvnen at vi skal restituere og lade op til en ny dag.
Til sidst er der problemet med at dehydrere af for meget alkohol, og en dehydreret krop kan bare ikke yde sit ypperste under træning, tværtimod er der risiko for både kramper og muskelskader.
Dette er absolut værd at tænke over, hvis du har planer om at træne allerede dagen efter en ordentlig brandert, du må bare ikke forvente de store resultater sådan en dag.

Dagen derpå er det allerbedste en god lang gåtur i den friske luft – og en iskold cola

Hovedet op og nyd det
Men her må jeg så vende tilbage til det jeg sagde i starten: Jeg har taget et aktivt valg om at deltage i julefrokosterne. Jeg har besluttet, at jeg i december vil feste, hygge og nyde – og passe min træning med alt det jeg nu har i mig. For sådan er jeg jo. En helt almindelig pige med hang til træning men også hang til at nyde livet.
Og så må jeg jo bare glæde mig til, at jeg i januar kan begynde at jagte alle mine personlige rekorder igen, for så skal den dælme have en skalle.

God jul – og nyd den rigtig meget.

Udgivet i Livsstil, Motion, Sundhed Etiket: , , , , , ,

Verdens bedste 40-års krise

Hej. Jeg hedder Vicky. Jeg er 40 år og måske er jeg også midt i en 40-års krise.

Det lyder som et oplæg til en selvhjælpsgruppe, men det er langt fra der jeg er. Jeg er nemlig midt i verdens bedste 40-års krise. Hvis man altså kan kalde det en krise.

Men faktisk er det noget jeg har fanget fra en kollega. Vi talte om en mand der havde rundet de 40 og dernæst forladt konen til fordel for en yngre model. Det var hans 40-års krise vurderede vi. Hertil sagde min kollega: “Ja, og din 40-års krise går ud på at løbe og løbe…”
Det er måske rigtig nok, men der ligger meget mere bag.

Hvad skete der?
Et halvt år før jeg fyldte 40 havde jeg en alvorlig snak med mig selv, om hvem jeg er og hvad jeg er. Og jeg besluttede at det ikke helt var godt nok. Det var på tide at begynde at sætte mig selv først og ikke altid mine børn og min mand.
Og hvad gør man så?
Man går på nettet!
Man læser en hel masse om sund livsstil, motion, skønhedsprodukter – endda også lidt om botox og divserse løft hist og her – og så giver man en lille smule op på forhånd.

Jeg er ikke typen, der kan leve efter en stram kostplan med kylling, fisk og grøntsager. Jeg ELSKER rødvin, gode bøffer og vingummibamser (ja, voksne kan også godt spise vingummibamser!). Jeg har heller ikke tusindvis af kroner i budgettet til de helt rigtige dyre dullegrejsprodukter og jeg synes ærligt talt at botox er forbeholdt Hollywoodfruer. Men motionsrådene – åh dem slugte jeg. Og besluttede mig for at komme igang.
Jeg fik downloadet en app som hedder C25K og den var MEGET meget nem og overskuelig at gå igang med.

Hele mit liv har jeg HADET løb. Virkelig HADET. Og guderne skal vide, at jeg ellers har prøvet at elske det mange gange, men uden held. Jeg har overbevist mig selv om, at min krop simpelthen bare er sådan en krop, som ikke kan finde ud af at løbe. BASTA. Kender du det?

Afsted Afsted
Men ikke desto mindre kastede jeg mig ud i løb sammen med C25K. D. 29. maj 2018 snørede jeg første gang løbeskoene, startede App’en på mobilen og afsted det gik. Og langsomt opdagede jeg, at man ikke behøver tage løbesko på og starte ud på 5 kilometer i lynende fart. Her skulle jeg nemlig varme op og så løbe 60 sekunder og gå 90 sekunder. Det kunne jeg godt! Succes!
Efter denne oplevelse var jeg helt høj og glad og helt vildt klar til at fortsætte videre til træning 2.

Sådan kom jeg igang med løbe – og sådan kom jeg til at ELSKE at løbe. Og det som er fantastisk ved sådan en gang løbetræning er, at man jo slet ikke har lyst til at tage hjem og spise slik og chips bagefter. Så den gode spiral er ligesom startet op. Efter god træning vil du automatisk spise sundere – og når du begynder at se resultaterne på vægten, kigger du også i spejlet, og ser dine øjne stråle af stolthed og glæde, og nu har du fandme også fortjent at gå ud og købe bare et enkelt lidt mere lækkert produkt, til den krop og den personlighed du er ved at bygge op.

Kort og godt
Så her startede altså min 40 års “krise”. Verdens bedste krise! Med en beslutning og en løbetur som jeg aldrig glemmer.
Idag, hvor jeg vejer 13 kilo mindre og har præsteret at løbe 8 kilometer og endda også deltage i et løb er jeg en anden pige end hende der sad og snakkede alvorligt med sig selv for et halvt år siden. Og hende her er klar til at dele ud af erfaringer, gode råd og op- og nedture. Men alt det kommer vi til senere.

Tak fordi du læste med.

Udgivet i Ikke kategoriseret, Livsstil, Motion, Sundhed Etiket: , , , ,

Jeg giver ordet til min ældste datter

I dette blogindlæg giver jeg ordet til min ældste datter Isabell.
Isabell har til en skoleopgave valgt at skrive ud fra sit eget liv og sin egen plads i søskendeflokken. Det er et indlæg som er fyldt med kærlighed til både lillebror og lillesøster, og jeg er enormt stolt og rørt over det færdige resultat. Jeg er så stolt af mine 3 unger og den måde de hører sammen og passer på hinanden.
Isabells opgave her, som bl.a. er hendes fortolkning af en tekst der handler om Prinser og Prinsesser, vil samtidig sætte et punktum for min blog som den har været indtil nu. I nærmeste fremtid vil denne blog nemlig ændre både indhold og udseende. Jeg har lige rundet de 40, og i løbet af de sidste måneder har jeg på mange måde også ændret både indhold og udseende – det er hvad bloggen fremover vil bære præg af. Jeg håber du hænger på og vil lade dig inspirere, motivere og måske endda overraske.

Men nu – ordet er givet til Isabell – god læselyst:

”Når en mor kalder sit afkom prinsesse, så signalerer hun til både barnet og omverdenen, at her er der tale om en pige, der er så enestående, at hun kræver ekstraordinær behandling og særlige forhold.” Dette mener Michael Robak om de små piger vores forældre egentlig bare elsker, og er lykkelige over at have. Han mener, at forældrene kræver, at lige præcis DERES barn skal have ekstraordinær behandling. Men kunne man ikke gå ud fra, at alle forældre ønsker, at deres barn får ekstraordinær behandling? Altså det ville da være underligt, hvis forældrene bare var ligeglade med deres børns behandling?
Egentlig tror jeg ikke nogen mener at deres barn skal være bedre end alle andre, eller på en måde ligger det vel egentlig bare til rollen som forældre, at man elsker sit barn meget mere end alle andre børn? For selvfølgelig gør man det! Det her er noget de selv har kreeret og vil passe på resten af livet. Men egentlig mener de vel bare at deres børn skal have en ordentlig behandling, og de skal passes på.

Jeg kan sagtens selv sætte mig ind i det her med prins- og prinsessebørn. Eller som andre ville sige det: curlingbørn. Jeg har en lillesøster på 2 år og 4 måneder. Og hun er da godt nok bare min dejlige lille amulet! Min lykke, min bedre halvdel, hende der med sikkerhed ALTID kan få mig til at smile, min prinsesse.
Hun ER min lille prinsesse, og sådan er det. Jeg kan endda slet ikke se hende som andet. Okay måske ikke lige når hun ikke vil sove, eller når hun ikke får sin vilje. Ja okay, nogle gange kan jeg da godt se, det bedste i verden nok ikke er at kalde hende prinsesse. Hun tror ligesom lidt nogle gange, at det er hende der er bossen i vores hus.
Hun går endda nogle gange selv rundt og siger: ”Mig er en prinsesse”, og virker super overlegen.

Michael Robak skriver at de små ”prinsessebørn” senere i livet vil have svært ved at træffe deres egne beslutninger, og vil få det hårdt når de kommer ud på arbejdspladsen. Der vil jeg så også lige mene noget helt andet! Hvis jeg nu skal tage udgangspunkt ud fra mit eget liv. Jeg er ALTID blevet kaldt prinsesse, og har omtalt mig selv som ”lykkebarnet”, fordi mine forældre ikke troede de kunne få børn, indtil de fik mig.

Men jeg synes da ikke jeg vil behandles som en prinsesse, har svært ved at træffe mine egne beslutninger, eller vil have ekstraordinær behandling. Tværtimod synes jeg, at jeg har truffet nogle ret svære valg i mit liv.
Jeg har skullet tage et valg om at skifte skole, og blive smidt hårdt ind på en skole der har et dobbelt så højt snit som min gamle. Jeg har skullet tage et valg, om at jeg selv vil bestemme hvornår jeg er
ved min far, og hvornår jeg er ved min mor. Jeg har skullet være et godt forbillede, og den ældste person i en søskendeflok på i det hele seks personer. Jeg har en lillebror med den psykiske sygdom Asperger Syndrom, som jeg har skulle kunne lære at håndtere og leve med.

Og jeg synes da egentlig heller ikke det er fordi jeg ligger derhjemme, og laver ingenting.
Jeg hjælper med at passe min lillesøster, jeg løber turer, og hjælper generelt med, når mine forældre beder mig om det.

Og pludselig kommer vi til teenagealderen, og skal til at udfolde os på de sociale medier. Klart at nogen dømmer prins og prinsessebørnene på forhånd, vi har alle set de super overlegne piger, der udstråler at de har det helt perfekte liv, når de poster deres ferie billeder, og viser deres luksuriøse måltider på de helt dyre restauranter. Men helt ærligt vi ved jo godt, at det LANGT fra er dem alle, der har et perfekt liv.
Men udover det, mener jeg slet ikke, at det påvirker noget på de sociale medier at man er blevet kaldt prins, eller prinsesse gennem sin barndom. Hvis jeg igen skal tage udgangspunkt i mit eget liv, må jeg da indrømme, at jeg nok selv er en, der poster lidt lækkert mad fra en cafe og nogle feriebilleder fra stranden. Men dog er det overhovedet ikke for at få bekræftelse på noget, eller vise mit ”perfekte” liv.

Så alt i alt er jeg egentlig ret uenig i det meste Michael Robak skriver.
Hvis man vil kalde sit barn prinsesse, så gør man det! Hvis det skal være en del af ens barns opdragelse, så lad det være det. Alle har forskellige måder at opdrage på, og sådan vil det altid være.
Michael Robak har hans mening om hvordan tingene skal være, og hans måde er bare en af 1000.
At blive kaldt prinsesse er ikke ens betydende med at man opfører sig som en.

Udgivet i Børnene, Hverdagslivet, Teenageren Etiket: , , , , , , , , , , ,

Planlægning af Vintergarderoben

Sponsoreret:

De siger at de næste dage nærmest bliver lune, og vi joker med at efterårsferien i år, skal holdes i vores sommerjakker. Sommeren har været lang og helt igennem fantastisk.
Men det ændrer ikke ved at det er Oktober, og mørkt udenfor når jeg går mine ture med hunden om aftenen. Så uanset at temperaturen er lidt gak, så er det altså tid til planlægning af vintergarderoben – ihvertfald for mine børn.

De store børn
At have en teenager og en preteen i huset kan godt give lidt diskussioner, når jeg mener at de skal have tykke vinterjakker og forede vinterstøvler. Det gider de ikke!
Så jeg bider det i mig, når jeg ser teenageren gå ud af døren i bukser der viser bare ankler og dertil små Vans eller Puma-sko. Støvler er totalt NO GO!

For både min teenagedatter og min preteen-søn gælder det, at jeg allerhelst ville pakke dem godt ind i dynebukser og store, tykke dunjakker – men mine børn har en ret stærk vilje og man skal jo vælge sine kampe, så jeg prøver mig frem med forsigtige kompromiser.

Mindstebarnet
Til gengæld kan jeg glæde mig over at jeg endnu ikke behøver diskutere vintergarderobe med Victoria på 2½. Her bestemmer mor stadigvæk, og her skal jeg heldigvis ikke gå på kompromis.
Så mens vejret ikke helt kan finde ud af om det skal være sommer eller vinter, kan jeg sidde foran computeren og bruge lang tid på at studere alle de skønne flyverdragter der er fremme i år. Og her finder jeg et stort og lækkert udvalgt på www.kids-world.dk.

Sidste år havde Victoria en skøn flyverdragt fra Molo, og den klarede vinteren helt fantastisk. Hun var varm og tør hele vinteren. Så det er især Molo jeg kigger efter igen i år, – og jeg må indrømme at jeg har forelsket mig helt vildt i en skøn model med imiteret pelskant og isbjørne overalt.

Har du også brug for et overblik i Flyverdragt-Junglen, så vil jeg anbefale dig at tjekke ind her
God jagt – og nyd det så længe du får lov at bestemme 🙂

Udgivet i Børnene, Hverdagslivet Etiket: , , ,

Når “HJÆLP” er et farligt ord

Jeg er opvokset i en generation hvor HJÆLP ikke er noget man beder om.
Man klapper i, knokler på, klarer sig selv – indtil man pludselig ikke kan mere. Men selv når man ikke føler at man kan mere, så holder man stadig kæft og knokler på. Ingen svaghedstegn, ingen medlidenhed. Jeg skal nok klare mig selv!

Det er sådan set en lortegeneration at være opvokset i. Helt ærligt.

Personligt er jeg opvokset i en familie, hvor jeg tidligt lærte at skulle klare mig selv, det nyttede ikke noget at pive, når ting ikke lige gik som jeg ønskede. Toughen up – tag dig sammen!
Med det i bagagen kan det godt være temmelig svært at navigere i mit voksenliv. Tiderne har ændret sig, og mange fra min generation har været så fantastisk dygtige at tage disse ændringer til sig.
Men jeg skal lige øve mig. Jeg skal lære det der, med at det faktisk er i orden at sige “Okay, nu kan jeg ikke mere. Jeg har brug for hjælp”.

Er du vimmer hvor er det svært. Og hvor er det dumt at det skal være så svært. Ikke mindst fordi jeg flere gange har mærket på egen krop hvor ødelæggende det er, ikke at bede om den hjælp som ofte er lige indenfor rækkevidde. Men af skade bliver man klog – og jeg er (forhåbentlig) blevet klogere. Så jeg håber du er opmærksom, for mit “hjælp” bliver nok lidt forsigtigt i starten, men bare vent til jeg har fået øvet mig.
Og husk at jeg også rigtig gerne vil hjælpe dig, hvis jeg kan.

Udgivet i Ikke kategoriseret Etiket: , , , , , ,

Jubelråb fra en løbepige

Jeg er så pissestolt af mig selv. Jeg suser rundt og laver high-five til mig selv og stikker benene op i hovedet på min kæreste mens jeg stolt siger: Prøv lige at mærk hvor stramme mine lårmuskler er lige nu!

Jeg er måske nok enormt irriterende at bo sammen med for tiden, for jeg har fået en ny kærlighed i mit liv. Kærligheden til løb!

Jeg havde ALDRIG (!) troet, at jeg skulle være den, der sagde sådan, for hold nu kæft hvor har jeg altid hadet løb. Det er hårdt! Det gør ondt i benene! Jeg kan ikke trække vejret! Og jeg kan da max løbe 30 sekunder, så gider jeg ikke det lort mere!
Jeg har rystet på hovedet af alle de skøre løbere, og slet ikke forstået det med, at de bare havde det fantastisk når de var ude at løbe.
Det har ændret sig i løbet af de sidste 5 uger. Markant!

En veninde anbefalede at downloade en app. Det gjorde jeg, og havde den så liggende på min telefon og fylde blandt en masse andre apps som heller ikke bliver brugt. Den lå dér og mindede mig om at jeg jo også burde komme igang – altså i morgen eller i overmorgen…
Indtil en aften hvor min datter siger at hun godt gad at begynde at løbe. Den greb jeg, snørede løbeskoene, startede app’en og afsted det gik.
Vi startede meget stille med 5 minutters opvarmning, 90 sekunders løb og 60 sekunders gang. Det var faktisk lidt hårdt, men jeg klarede den og følte mig vildt godt tilpas bagefter. Og sådan tog den ene dag den anden. App’en fortalte mig hvad jeg skulle gøre og jeg rettede ind, og klarede det hver gang – til min egen store overraskelse, også selvom vi skulle løbe i længere og længere tid af gangen. Og langsomt er jeg kommet til at elske mine løbeture. Jeg er blevet en af de skøre løbere som har det fuldstændig fantastisk når jeg er afsted på løbetur i skoven hver anden dag. Det kribler i mine ben, de dage jeg ikke skal afsted og jeg sidder konstant og kigger i både Endomondo og min løbeapp for at se hvor meget jeg har forbedret mine tider.
Nu er jeg en løbepige. Løb er en del af mit liv, hele familien retter sig ind efter det og glæder sig sammen med mig. Oveni det har jeg fået en hobby, som jeg kan dyrke sammen med min teenage-datter (som jeg ellers ikke ser meget til), og den tid er også enormt vigtig for mig, samtidig med at hun er min skrappeste og bedre træningsmakker nogensinde.

Grunden til at jeg idag hopper rundt og laver high-five til mig selv, er, at jeg idag skulle gå fra at løbe 8 sammenhængende minutter på sidste løbetur, til at løbe 20 minutter non-stop. Jeg aftalte med min datter at vi bare skulle mødes efter 20 minutter, for hun er bare en bedre løber end jeg er, og så startede tiden. Men jeg klarede den sgu! Fandme! Og mere til, for efter de 20 minutter var jeg bare SÅ TÆT på de magiske 3 kilometer, at jeg var nødt til lige at give den lidt mere for at nå dem.

Ja ja, der er da stadig langt til en marathon, men det er heller ikke mit umiddelbare mål. At være der hvor jeg er idag, gør mig i min verden til verdens sejeste løbepige. Og det er fint nok lige nu. Men det er da okay at drømme om de næste mange kilometer og personlige rekorder 🙂

(p.s. skulle du nu sidde og tænke “hmmm, hvis hun kan, så kan jeg sgu også!”, så vil jeg anbefale dig at finde en god løbeapp til at hjælpe dig på vej. Jeg har selv brugt den der hedder C25K og den virker for mig – måske også for dig? )

Udgivet i Ikke kategoriseret Etiket: , , , , , , ,

Bryllupsform…kageform?!?

REKLAME

Nu er der kun ca. 4 måneder til vores store dag. Vores bryllupsdag.
Alt kan planlægges: Dato, kirke, lokation for festen, mad, musik o.s.v.
Men én ting har jeg lidt svært ved at planlægge – min egen form til dagen.
Som alle andre brides-to-be, drømmer jeg om at se blændende godt ud på min bryllupsdag. Ikke et hår skal sidde forkert og jeg vil dælme ikke bagefter se billeder og ærgre mig over dobbelthager og deller. Under ingen omstændigheder!

Så jeg arbejder på formen.

Jeg har egentlig altid været rigtig glad for fitness. Har brugt adskillige timer og svedt adskillige dråber i diverse fitness-centre, men på en eller anden måde ender jeg altid med at give op og er så fuld af undskyldninger: Det er for dyrt, jeg kan ikke finde tiden, de har ikke nogen spændende holdtræninger… blah blah blah!

Nu har jeg presset mig selv. Jeg har nemlig fået bestilt min drømme-brudekjole hjem – og jeg har bestilt den 1 nummer mindre end det jeg bruger nu. Shit! Nogen gange klapper jeg mig selv på skulderen og siger “Sejt gjort Mig Selv!”, andre gange er jeg helt grædefærdig og har kæmpe mareridt om at jeg ALDRIG kommer i den kjole og ender med at måtte ud og finde en erstatning i sidste øjeblik.
Men jeg ELSKER altså den kjole. Og det SKAL være den – og det skal være den i den størrelse jeg har bestilt. BASTA!

Så nu går det for alvor løs med projekt “bedre form”. Maden har vi ret godt styr på. Vi har prøvet mange forskellige livsstile, men den der virkelig virker for os er LCHF.
Så er der træningen, og for at jeg ikke skal komme med undskyldningerne om tid, penge og kedelige hold, så er jeg nu begyndt at hjemmetræne. Og man kommer virkelig langt med en fitnessmåtte, en træningsbold og en kettlebell. Derudover kan jeg træne sammen med min familie, høre lige præcis den musik jeg allerbedst kan lide og jeg skal ikke ud og spendere et dyrt abonnement hver måned. Og faktisk er mit hjem mit ynglingstræningscenter. Det er let at presse en halv time ind hver dag og jeg skal ikke samtidig have dårlig samvittighed over at gå glip af noget familietid. Det er win win.
Så jeg dyrker fitness med smil på læben, kreerer skønne retter til familien og kommer stille og roligt i bryllupsform. Kom an august måned!

Vil du også have lækkert træningsudstyr, så kan jeg anbefale at du kigger ind på Billig Fitness , ovenikøbet kan du lige nu få 10% på deres shop hvis du bruger rabatkoden EASTER10.

God træning – ude eller hjemme 🙂

Udgivet i Ikke kategoriseret Etiket: , , , , , , ,

I et brokkesamfund

For nogle dage siden havde jeg besøg af en veninde som jeg ikke har set i lang tid. Men hun fortalte, at hun følger mit liv via de sociale medier – og bloggen her. Hun spurgte om jeg ikke snart skulle skrive et nyt indlæg, hvortil jeg svarede: “Jamen jeg har det ret godt i mit liv lige nu, hvad skulle jeg skrive om?” Hun tænkte kun ganske kort over det, og svarede: “Jamen måske vil folk også gerne høre, når det går godt?”
Det fik mig til at tænke. Hvorfor skal man kun dele det med verden, når der sker nogle store – og helst lidt dramatiske ting i éns liv? Ligger jeg virkelig så meget under for Janteloven, at jeg ikke tør stå frem og sige: “Hej, jeg har et pissegodt liv lige nu, og det vil jeg gerne dele!”.
Vi lever i et samfund hvor man helst finder fællesskab i at brokke sig. Åh hvor er det dog et lortevejr udenfor! Ih hvor har jeg travlt på mit arbejde! Mine børn gør mig bare så udmattet! Min mand forstår mig ikke! Jeg gider ikke dit! Jeg orker ikke dat! Jeg er så pissetræt af det hele!
Beklager samfund, men jeg står af brokkebølgen lige nu. Og så må I gerne holde mig udenfor imens. For lige nu har jeg det ret fantastisk!

I november blev jeg sygemeldt med stress. Er du vimmer det var barskt. Jeg kunne slet ikke finde mig selv og beskriver det bedst med at “jeg gik i stykker”. Siden har jeg haft fantastisk hjælp fra både min læge, min arbejdsplads og en stresscoach. Sammen har vi fundet den bedste løsning for mig, og nu er jeg tilbage på arbejde på halv tid – og arbejder mig stille og roligt op på at kunne være tilbage på fuld tid igen.
Og jeg går glad på arbejde. Uh, her ved jeg godt at jeg virkelig går imod strømmen, men sådan er det altså.

Jeg blev opereret i Januar og har haft smerter lige siden. Ja, det er hårdt, men der er et kæmpe team af læger der prøver at finde ud af, hvad de kan gøre for mig. I næste uge skal jeg på sygehuset igen, og jeg tror på, at der nok skal blive fundet en løsning på det hele.

Min mindste lille pige har lige været syg i halvanden uge med lungebetændelse. Årh hvor var det hårdt for hende. Og man føler sig så hjælpeløs som forældre. Det må faktisk nok være det allerværste ved at være forældre – magtesløsheden når ens børn bliver syge! Men nu er hun helt rask igen, og åh hvor vi nyder hver dag hun vågner glad og frisk op.

Vores Franske Bulldog er blevet syg. Dyrlægeregninger og medicin til ham hiver bunden ud af budgettet – men han er jo vores lille vovse og skal selvfølgelig have hjælp. At forsikringen så ikke dækker ret meget når man har en Fransk Bulldog (eller andre hunde i samme kategori), burde vi jo nok have undersøgt lidt bedre inden vi tegnede den.

Sikke en svada. Var det en kæmpe omgang brok jeg kom af med der alligevel? Nej, det her var realiteter fra mit liv. Sådan er tingene, og det vil jeg ikke brokke mig over. Hellere acceptere det og lære af det.
For heldigvis fylder alle de gode ting allermest. Hverdagen med 3 fantastiske børn der dagligt får os til at grine, planlægningen af vores sommerbryllup og vintergækkerne der titter frem i haven og fortæller at foråret er på vej.

Så moralen må være at nyde alle de små gode ting og lade være med at hænge sig i det dårlige. Jeg melder mig hermed ud af brokkeklubben – tør du gøre det samme?

Udgivet i Ikke kategoriseret