Jeg giver ordet til min ældste datter

I dette blogindlæg giver jeg ordet til min ældste datter Isabell.
Isabell har til en skoleopgave valgt at skrive ud fra sit eget liv og sin egen plads i søskendeflokken. Det er et indlæg som er fyldt med kærlighed til både lillebror og lillesøster, og jeg er enormt stolt og rørt over det færdige resultat. Jeg er så stolt af mine 3 unger og den måde de hører sammen og passer på hinanden.
Isabells opgave her, som bl.a. er hendes fortolkning af en tekst der handler om Prinser og Prinsesser, vil samtidig sætte et punktum for min blog som den har været indtil nu. I nærmeste fremtid vil denne blog nemlig ændre både indhold og udseende. Jeg har lige rundet de 40, og i løbet af de sidste måneder har jeg på mange måde også ændret både indhold og udseende – det er hvad bloggen fremover vil bære præg af. Jeg håber du hænger på og vil lade dig inspirere, motivere og måske endda overraske.

Men nu – ordet er givet til Isabell – god læselyst:

”Når en mor kalder sit afkom prinsesse, så signalerer hun til både barnet og omverdenen, at her er der tale om en pige, der er så enestående, at hun kræver ekstraordinær behandling og særlige forhold.” Dette mener Michael Robak om de små piger vores forældre egentlig bare elsker, og er lykkelige over at have. Han mener, at forældrene kræver, at lige præcis DERES barn skal have ekstraordinær behandling. Men kunne man ikke gå ud fra, at alle forældre ønsker, at deres barn får ekstraordinær behandling? Altså det ville da være underligt, hvis forældrene bare var ligeglade med deres børns behandling?
Egentlig tror jeg ikke nogen mener at deres barn skal være bedre end alle andre, eller på en måde ligger det vel egentlig bare til rollen som forældre, at man elsker sit barn meget mere end alle andre børn? For selvfølgelig gør man det! Det her er noget de selv har kreeret og vil passe på resten af livet. Men egentlig mener de vel bare at deres børn skal have en ordentlig behandling, og de skal passes på.

Jeg kan sagtens selv sætte mig ind i det her med prins- og prinsessebørn. Eller som andre ville sige det: curlingbørn. Jeg har en lillesøster på 2 år og 4 måneder. Og hun er da godt nok bare min dejlige lille amulet! Min lykke, min bedre halvdel, hende der med sikkerhed ALTID kan få mig til at smile, min prinsesse.
Hun ER min lille prinsesse, og sådan er det. Jeg kan endda slet ikke se hende som andet. Okay måske ikke lige når hun ikke vil sove, eller når hun ikke får sin vilje. Ja okay, nogle gange kan jeg da godt se, det bedste i verden nok ikke er at kalde hende prinsesse. Hun tror ligesom lidt nogle gange, at det er hende der er bossen i vores hus.
Hun går endda nogle gange selv rundt og siger: ”Mig er en prinsesse”, og virker super overlegen.

Michael Robak skriver at de små ”prinsessebørn” senere i livet vil have svært ved at træffe deres egne beslutninger, og vil få det hårdt når de kommer ud på arbejdspladsen. Der vil jeg så også lige mene noget helt andet! Hvis jeg nu skal tage udgangspunkt ud fra mit eget liv. Jeg er ALTID blevet kaldt prinsesse, og har omtalt mig selv som ”lykkebarnet”, fordi mine forældre ikke troede de kunne få børn, indtil de fik mig.

Men jeg synes da ikke jeg vil behandles som en prinsesse, har svært ved at træffe mine egne beslutninger, eller vil have ekstraordinær behandling. Tværtimod synes jeg, at jeg har truffet nogle ret svære valg i mit liv.
Jeg har skullet tage et valg om at skifte skole, og blive smidt hårdt ind på en skole der har et dobbelt så højt snit som min gamle. Jeg har skullet tage et valg, om at jeg selv vil bestemme hvornår jeg er
ved min far, og hvornår jeg er ved min mor. Jeg har skullet være et godt forbillede, og den ældste person i en søskendeflok på i det hele seks personer. Jeg har en lillebror med den psykiske sygdom Asperger Syndrom, som jeg har skulle kunne lære at håndtere og leve med.

Og jeg synes da egentlig heller ikke det er fordi jeg ligger derhjemme, og laver ingenting.
Jeg hjælper med at passe min lillesøster, jeg løber turer, og hjælper generelt med, når mine forældre beder mig om det.

Og pludselig kommer vi til teenagealderen, og skal til at udfolde os på de sociale medier. Klart at nogen dømmer prins og prinsessebørnene på forhånd, vi har alle set de super overlegne piger, der udstråler at de har det helt perfekte liv, når de poster deres ferie billeder, og viser deres luksuriøse måltider på de helt dyre restauranter. Men helt ærligt vi ved jo godt, at det LANGT fra er dem alle, der har et perfekt liv.
Men udover det, mener jeg slet ikke, at det påvirker noget på de sociale medier at man er blevet kaldt prins, eller prinsesse gennem sin barndom. Hvis jeg igen skal tage udgangspunkt i mit eget liv, må jeg da indrømme, at jeg nok selv er en, der poster lidt lækkert mad fra en cafe og nogle feriebilleder fra stranden. Men dog er det overhovedet ikke for at få bekræftelse på noget, eller vise mit ”perfekte” liv.

Så alt i alt er jeg egentlig ret uenig i det meste Michael Robak skriver.
Hvis man vil kalde sit barn prinsesse, så gør man det! Hvis det skal være en del af ens barns opdragelse, så lad det være det. Alle har forskellige måder at opdrage på, og sådan vil det altid være.
Michael Robak har hans mening om hvordan tingene skal være, og hans måde er bare en af 1000.
At blive kaldt prinsesse er ikke ens betydende med at man opfører sig som en.

Udgivet i Børnene, Hverdagslivet, Teenageren Etiket: , , , , , , , , , , ,
En kommentar til “Jeg giver ordet til min ældste datter
  1. Inge Joost siger:

    Superflot og tankevækkende indlæg fra din Datter Isabell.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.