Jubelråb fra en løbepige

Jeg er så pissestolt af mig selv. Jeg suser rundt og laver high-five til mig selv og stikker benene op i hovedet på min kæreste mens jeg stolt siger: Prøv lige at mærk hvor stramme mine lårmuskler er lige nu!

Jeg er måske nok enormt irriterende at bo sammen med for tiden, for jeg har fået en ny kærlighed i mit liv. Kærligheden til løb!

Jeg havde ALDRIG (!) troet, at jeg skulle være den, der sagde sådan, for hold nu kæft hvor har jeg altid hadet løb. Det er hårdt! Det gør ondt i benene! Jeg kan ikke trække vejret! Og jeg kan da max løbe 30 sekunder, så gider jeg ikke det lort mere!
Jeg har rystet på hovedet af alle de skøre løbere, og slet ikke forstået det med, at de bare havde det fantastisk når de var ude at løbe.
Det har ændret sig i løbet af de sidste 5 uger. Markant!

En veninde anbefalede at downloade en app. Det gjorde jeg, og havde den så liggende på min telefon og fylde blandt en masse andre apps som heller ikke bliver brugt. Den lå dér og mindede mig om at jeg jo også burde komme igang – altså i morgen eller i overmorgen…
Indtil en aften hvor min datter siger at hun godt gad at begynde at løbe. Den greb jeg, snørede løbeskoene, startede app’en og afsted det gik.
Vi startede meget stille med 5 minutters opvarmning, 90 sekunders løb og 60 sekunders gang. Det var faktisk lidt hårdt, men jeg klarede den og følte mig vildt godt tilpas bagefter. Og sådan tog den ene dag den anden. App’en fortalte mig hvad jeg skulle gøre og jeg rettede ind, og klarede det hver gang – til min egen store overraskelse, også selvom vi skulle løbe i længere og længere tid af gangen. Og langsomt er jeg kommet til at elske mine løbeture. Jeg er blevet en af de skøre løbere som har det fuldstændig fantastisk når jeg er afsted på løbetur i skoven hver anden dag. Det kribler i mine ben, de dage jeg ikke skal afsted og jeg sidder konstant og kigger i både Endomondo og min løbeapp for at se hvor meget jeg har forbedret mine tider.
Nu er jeg en løbepige. Løb er en del af mit liv, hele familien retter sig ind efter det og glæder sig sammen med mig. Oveni det har jeg fået en hobby, som jeg kan dyrke sammen med min teenage-datter (som jeg ellers ikke ser meget til), og den tid er også enormt vigtig for mig, samtidig med at hun er min skrappeste og bedre træningsmakker nogensinde.

Grunden til at jeg idag hopper rundt og laver high-five til mig selv, er, at jeg idag skulle gå fra at løbe 8 sammenhængende minutter på sidste løbetur, til at løbe 20 minutter non-stop. Jeg aftalte med min datter at vi bare skulle mødes efter 20 minutter, for hun er bare en bedre løber end jeg er, og så startede tiden. Men jeg klarede den sgu! Fandme! Og mere til, for efter de 20 minutter var jeg bare SÅ TÆT på de magiske 3 kilometer, at jeg var nødt til lige at give den lidt mere for at nå dem.

Ja ja, der er da stadig langt til en marathon, men det er heller ikke mit umiddelbare mål. At være der hvor jeg er idag, gør mig i min verden til verdens sejeste løbepige. Og det er fint nok lige nu. Men det er da okay at drømme om de næste mange kilometer og personlige rekorder 🙂

(p.s. skulle du nu sidde og tænke “hmmm, hvis hun kan, så kan jeg sgu også!”, så vil jeg anbefale dig at finde en god løbeapp til at hjælpe dig på vej. Jeg har selv brugt den der hedder C25K og den virker for mig – måske også for dig? )

Udgivet i Ikke kategoriseret Etiket: , , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.