En Vojens-pige takker af…

Jeg er Vojens-pige. Helt ind i hjertet. Det er min barndomsby, her har jeg masser af minder – både gode og dårlige. Det har været mit tilhørssted som voksen, og her har mine børn fået deres start på livet.
Men nu er jeg klar til at komme videre. Ikke langt videre – bare lidt. Helt præcist ca. 8 minutter fra byen, og postnummeret forbliver også det samme. Men når folk spørger hvor jeg bor, så er det ikke længere i Vojens, og det er DET der gør hele forskellen.
Helt ærligt, så havde jeg nok troet at jeg skulle bo her i byen altid. Men ting ændrer sig – jeg ændrer mig, min by har ændret sig.
Som barn var det fedt efter skoletid lige at gå hen i Thy Legetøj. Her kunne man se på alle de fine legesager og drømme om hvad man skulle ønske sig til jul eller fødselsdag. Da jeg blev større var der alle gåturene ned gennem byen med veninderne for at se på drenge – og blive set. Vi sad på bænken overfor Roxy Bageriet og snakkede, mens byens unge mænd kørte frem og tilbage gennem byen. Nogen gange gik vi ud på Dynamite Burger hvor de lavede de lækreste flutes med æg, tun og rejer, andre gange fandt vi på undskyldninger for lige at skulle ind og se på noget i Intersport. I virkeligheden skulle vi nok mest se på ekspedienterne derinde. Buller og Henrik kunne godt trække et publikum i butikken – mon de havde gennemskuet det?
I de sene teenageår var det diskotek Mirage der trak. Åh hvor det trak! At sidde til forfest en fredag aften og høre lytterønsker på Radio Vojens, mens vi drak Kiwi-vin fra Aldi af sugerør, DET var dælme fedt. Og så afsted mod Mirage. Først handlede det om at smile sødt til Dørmand Ib, så af med jakken og så gennem spejlgangen op mod baren og dansegulvet. Og der var de så – alle dem man kendte, ham man havde flirtet med weekenden forinden, ham der havde knust dit hjerte, ham der altid kom op og slås og måtte smides ud af Ib, veninderne, drengerøvene og alle andre der ligesom mig bare elskede stemningen på Mirage.
Søndag eftermiddag blev brugt i Skøjtehallen. Vores blikskur. Her skulle vi følge vores lokale ishockeyhold. Det gør jeg stadig. Dengang i blikskuret med en kop varm kakao og en pose slik i hånden. Nu, i vores flotte nye Arena med en fadøl i hånden.
Mange ting har ændret sig – nogen har ikke. Byen har på mange måder. Alle stederne fra dengang er nu lukket. Nyt er kommet til, andet står og forfalder. Jeg selv er klar til at komme videre.
Mit Vojens-hjerte kan man dog ikke tage fra mig, så det er nok meget godt at jeg trods alt ikke skal så langt væk herfra.

Udgivet i Hverdagslivet Etiket: , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.