De unge mødre….der var engang…

Da Teenager I i sin tid begyndte i skole, kom hun til at gå i klasse med en god veninde. Venindens mor og jeg er jævnaldrende og blev enormt stolte, da vi fandt ud af, at vores piger omtalte os som “De unge mødre”. Jeg var 24 da jeg fødte min datter, så ikke ung nok til et TV-program, men trods alt ung.
Nu er jeg mor til 3. Ung mor til de to første, men ældre mor til efternøleren som kom, 13 år efter Teenager I kom til verden. Og det kan jeg godt mærke at nogen omkring mig bruger meget energi på. Mens jeg var gravid hørte jeg flere gange den der med “jaaaamen du er jo heller ikke helt ung længere”, og nu hvor Baby V er kommet, har jeg et par gange hørt mine jævnaldrende veninder sige “Puh, jeg orkede godt nok ikke en baby i vores alder!”
Så den har jeg gået og funderet lidt over. For hvad er en gammel mor egentlig? Når jeg tænker på mig selv er jeg stadig kun 25 år – jeg er ung i sindet. Jeg elsker at lege, pjatte, danse skørt, og ind i mellem være MEEEEGA pinlig (hvis du spørger de 2 store 😉 ). Men jeg har da også en helt anden ro i mig nu, end jeg havde dengang for 13 år siden da jeg blev mor for første gang. Jeg elsker de weekender hvor vi ikke har nogen planer, andet end bare at være sammen og skrue tempoet helt ned, jeg synes det er den vildeste luksus at sidde med en kop kaffe og en god bog, og jeg tager ligeså gerne ind og ser en opera eller en klassisk koncert, som en vild rockkoncert.
Der skal være plads til det hele. Uanset om man er ung eller gammel. Og hvem skal egentlig bestemme om jeg er det ene eller det andet?

Om 3 måneder skal jeg stå som mor til en konfirmand. Og det er fandme også mærkeligt. Jeg er jo slet ikke gammel nok til at være konfirmand-mor. Konfirmand-forældre er enormt voksne synes jeg.
Og pludselig kan jeg sætte mig ind i rodet i min Teenagers hoved. Hun er ikke længere noget barn – men hun er heller ikke voksen. Bare sådan lige midt i mellem. Jeg er ung mor til den ene (og vel også til den anden), og ældre mor til den tredje – hvis man altså skal se på tal. Men det gider jeg simpelthen ikke beskæftige mig mere med. Jeg er hverken det ene eller det andet, men noget lige midt i mellem. Og det er jeg vil jeg bare være tilfreds med. Så fra nu af gider jeg ikke længere høre på om jeg er ung mor eller gammel mor. Jeg er MOR. Og det er jeg bare så lykkelig for!

Udgivet i Hverdagslivet Etiket: , ,
En kommentar til “De unge mødre….der var engang…
  1. Malene siger:

    Skønt indlæg. Ja vi er på nogle områder blevet ældre – men hvor er der mange gode kvaliteter i det. Ikke mindst at man er i bedre balance med sig selv. Og på andre områder er vi stadig som da vi var 18. Alt er som det skal være ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.